I første omgang bliver der ikke skiftet meget træ i klædningen, inden båden kommer i vandet. Men der er et par bundstokke, der skal skiftes. |
I går var William, Svend Hansen & jeg en tur i Roskilde, på Roskilde Produktionsskoles hjørne af Vikingeskibsmuseets værftsø. Skolen er i fuld gang med renoveringen af vores gamle skolebåd, den 74 år gamle gaffelriggede kragejolle 'Saltholm', gennem mange år kaldet 'Øveballen'. Skroget er strippet helt ned udvendigt og under vandlinien indvendigt, med en specialbygget varmelampe fra Wolf's Malervarefabrik, der laver linolie, træbeskyttelse og skibslak, baseret på naturens egne materialer. Så er det behandlet med Wolf's grundingsolie, ca. 40 liter. Det skal vådslibes noget mere med grundingsolie og maskine og spartles lidt, inden den gamle dame igen bliver malet hvid som hun altid har været. Ole Bønding regner med søsætning engang i starten af juni, om alt går vel. Billedet herover er lidt kantet; det er faktisk lavet af 11 billeder, taget med ryggen op ad værkstedsbordet. |