fredag den 20. november 2009

Juleklippeklistre i klubhuset


Spisepause; Bjørka er vist tilfreds med indsatsen


Kassererer Britta koncentreret om arbejdet


Lillian tester et avanceret ophæng og Birgitte måler ud til flotte hjerter

Da foreningens julepynt desværre er blevet væk, opfordrede formand Tonny ved standernedhalingen til, at medlemmerne forærede julepynt, de ikke længere brugte, til foreningen, så lokaler og træ kunne pyntes op igen.

Nogle medlemmer enedes om, at det kunne være en hyggelig anledning til at mødes og selv klippe og klistre. Som sagt, så gjort, og derfor mødtes en lille skare med saks, lim og papir og fik på nogle timer - afbrudt af fælles spisning - fremstillet en hel del pynt.
Selv om der blev arbejdet hårdt og længe, skal der rigtig meget til, for at det synes i så stort et lokale. Derfor står opfordringen fra formanden stadig ved magt: Julepynt til træet modtages meget gerne. Det kan afleveres i restauranten, hvor Charlie og Iben allerede glæder sig meget til at få pyntet op.

Det sker torsdag den 26. november, hvor vi mødes klokken 14 for at pynte lokalet og igen torsdag den 3. december, hvor vi mødes for at pynte juletræet.

Du er velkommen med dit gode julehumør.

onsdag den 18. november 2009

Julepynt til klubhuset





Et medlem har testamenteret foreningen sin imponerende nissesamling. Jeg tror, det kan blive lidt sjovt den 26. november kl. 14, hvor Bjørka kalder ind til julepyntning af vores klubhus.

Charlie & Iben i caféen har allerede planer og går nok igang med juleriet i næste uge. De har efterhånden en rigtig fin & meget hyggelig café kørende.

Café Sundby Sejl



Denne her kartoffelmad med blå kartofler måtte jeg lige ha' et billede af! Den er sgu da flot!



Både William & Hansen sku' ha' en skudefuld rejer



Jeg fik lyst til Gammel Ole med rom & det hele.



Det er bare altfor længe siden, jeg har fået en stegt sild, så varm, sprød & lækker.

Nu kører klubhuset igen, med vores populære Nan Staten, også kaldet Charlie, bag baren og Iben Kellerman i køkkenet. Hun laver noget formidabbelt højt belagt; jeg testede det i dag sammen med Svend Hansen & Norske William. Vi var enige om, at det frisksmurte luksussmørrebrød absolut var pengene værd!
Iben stod for middagen til afriggergildet; jeg hørte ikke nogen, der var utilfredse, tværtimod. Jeg tror, SSF har fundet en rigtig god besætning til vores klubhus resten af året. I januar skal vi ha' fundet den rigtige forpagter; skal vi håbe, Iben vil søge?
Hvis du mangler et sted til en hyggelig julefrokost, kan jeg anbefale Café Sundby Sejl. Det er god mad og absolut rimelige priser. Hvornår har du sidst set en fadbamse til 28,- kr?
Er I mange, kan I sikkert få Pejsestuen for jer selv, med udsigt over Øresund og vores gamle havn.
Jeg må nok hellere indrømme, jeg er lidt inhabil; jeg sidder i foreningens bestyrelse. Men alligeveller..., lækkert er det sgu!

mandag den 26. oktober 2009

Julepyntning af klubhuset



Bjørka har åbenbart ikke nok at lave med at skrive sine fremragende referater fra generalforsamling & bestyrelsesmøder, nu har hun også taget initiativ til julepyntning af klubhuset.
Hun vil gerne ha' dig med også. Projektet starter torsdag den 12. november klokken 11 i klubhuset. Husk din saks & dit gode humør...

Efterårsgeneralforsamling 2009



40 års jubilarerne var mødt talstærkt frem, men der kom ikke én af de, der skulle ha' haft 25 års nålen.



Formanden iførte sig havnekrasservesten og begrundede udnævnelsen af Henning 'Børstenbinder' Wulf til 'årets SSF'er'



'Børstenbinderen', som vi kender ham.

Café Sundby Sejl i klubhuset



Så er caféen i klubhuset klar til at servere både frokost og middagsmad med Charlie bag disken og Iben Kellarman bag gryderne!
Der er åbent onsdag, fredag, lørdag & søndag fra 11 - 19 og torsdag, hvor kontoret er åbent, helt til kl. 21. Mandag & tirsdag er der indtil videre lukket.
Du kan få håndmadder til en 20,- og højt belagt luksus smørebrød fra 30,- til 60,- kr. Sidst på eftermiddagen kan du få dagens ret til 70,- kr. og pariserbøf, suppe, salat etc. En øl koster kun 14,- kr.!
Bestyrelsen prøvede det højtbelagte til frokosten efter generalforsamlingen; alle syntes det var overdådigt lækkert!



Hvis du har lyst til at holde familiefest el. lignende i Pejsestuen, skal du lægge vejen omkring caféen og tage en snak med Iben eller Charlie, så I sammen kan finde ud af, hvad der er muligt.

For medlemmer er der adgang til medlemslokalet "skipperstuen" hver dag. Medlemsnøglen giver adgang via den sydvendte indgangsdør, når resten af klubhuset er lukket. Når man laver båd klar her om efteråret, er det rart at kunne komme ind i varmen med madpakken.

lørdag den 12. september 2009

Barakkebroen på Saltholm



Se nu bare her! Renden er, såvidt jeg kan vurdere, også blevet både bredere, og afmærket.



Å' en fin ny stenmole



Barakkebroen har fået den store tur. Både havnen og renden er blevet uddybet og den sydlige mudderbanke med pindeværket er blevet til en rigtig stenmole. Renden har fået korrekt rød- & hvidstribet anløbsbøje og både rød & grøn midtvejs. Båkerne er nemme at finde og giver rendens retning helt korrekt. Se billederne fra arbejdet på Holmegårds site

Jeg læste på Saltholm Ejerlaugets site, at de fraråder anløb af både der stikker over 1,5 m. Men Jørgen siger, han har været der med gamle Maj, sååh...

Resten af Saltholm er næsten som det plejer at være, både Hans Zimlings museum og hans spændende historier

Der er stadig kun lokum på havnen, ingen el & vand på molerne, ikke varmt bad og intet ishus, ingen discomusik. Saltholm er et dejligt sted, fjernt fra civilisationen og bylivet, med pragtfuldt lys, fugle, harer, køer og får, sommerfugle og masser af myg, så snart solen nærmer sig horisonten.

fredag den 4. september 2009

Kom så, Sune!




Gi' din båd en spand sæbevand & en grundig stiv skrubbe! Den begynder at blive pinlig. Hvis du alligevel ikke bruger båden, så tag den dog på land, eller sælg den. Der er mange i kø for en plads i havnen.
Det gælder også alle Jer andre, der optager en plads i havnen, men aldrig sejler. Ring nu til vognmanden og få det overstået. Det tager kun en hal' dag!

Modige eller dumdristige?



I fredags var jeg på havnen for at gøre klar til Amager Cup, som Jan, Alex, Claus & jeg skal sejle lørdag. Det blæste en stiv pelikan fra vest, eller rettere, en kuling, med vindstød på op til ihvertfald 15 m/s, da den lille røde båd stod ud. Fokken var ikke bundet ned, så den blafrede voldsomt, storsejlsfaldet ikke tottet op, så sejlet stod i folder. Det blev heller ikke skødet ordentligt hjem, og flere bomninger så ret vilde og mere end tilfældige ud, da de to mand, uden vest på iøvrigt, så vidt jeg kunne se, blafrede rundt indenfor havnefyret. Jeg troede faktisk, de fornuftigvis havde opgivet og var på vej i havn igen. Men nej, de vendte igen og for afsted mod øst i retning af Saltholm og Flakfortet, hvor de hurtigt var ude af syne.
Hvis de skal tilbage igen i dag, kommer de faneme på arbejde. Hvis de overhovedet kan finde ud af at sejle bidevind med den båd.
Man skal altid sejle ud mod vinden. Ellers kan man meget hurtigt komme skræmmende langt hjemmefra.

torsdag den 3. september 2009

Utklippan


©Boatbuilder




© Jesper Kimblad juli 2006

Har jeg snakket meget om. To klippeknolde med et fyr fra 1870, kun for sejlere med hår på brystet, i Hanø bugten omkring 14 mil SØ for Karlskrona. Det første fyr blev bygget derude i 1789.
Et sted, der aldrig bliver populært blandt køkkenkrydsere: Der er ingen el & vand på molerne, ikke noget varmt bad, ingen smarte cafeer og man anmodes venligst om at tage sit skrald med sig på den videre færd. Det eneste, der er, er lokum, havnefoged og en sikker havn. Hvis man kan finde ind mellem skærene...
Jeg ville til Utklippan på vores tur hjem fra Skt. Petersborg i '89 i Williams spidsgatter Mette. Så imens vi var blæst inde i Konstantinobel på den svenske østkyst, lånte jeg et indsejlingskort af nogle unge tyskere i en Warship og tegnede det af. Jeg må ha' overset noget, for da vi lagde til, mumlede havnefogeden noget om at være lidt tæt på nogle skær i indsejlingen...
Siden vi var på Utklippan i '89 er der nu kommet både webkamera og vandrehjem.
En dag kommer der vel også nogle af mine egne billeder på her, hvis jeg kan finde de gamle negativer.

lørdag den 29. august 2009

Skoletur til Hven 2009



Ulla med en sikker hånd på roret



En koncentreret Marc



Vil det lykkes for Morten at tisse i en pøs?



Morten foreslog en sundowner



Lige i indsejlingen... Heldigvis sejlede admiralen hurtigt igen



De andre besætninger var godt igang med middagen, da vi kom.



Sen grill



Go' mad: Grillet majs, lammekoteletter og Stines gode salat.



Sen opvask









Bo havde bagt kager. Det blev vel modtaget









Sokkelund himself, instruktør & skipper på skolebåden, spækhuggeren Tøsen.



Det lykkedes for Asger at snige sig ud gennem trafikproppen



Sådan et skiv ser godt ud på vandet, men der skal godt nok meget arbejde og mange penge til at holde det i ordentlig stand.



På hjemvejen blev vi overhalet af den hurtige skærgårdskrydser Trollungen fra Svanemøllen; en sejlmaskine, med en avanceret mastekonstruktion.

Vi sejlede til Kyrkbacka om lørdagen på 2 1/2 time, i fin luft, slæk på skøderne og medstrøm. Men det tog 5 timer at krydse hjem i modstrøm...

mandag den 17. august 2009

Old Boys Cup 2009



I weekenden var klubbens gamle drenge og stærke kvinder på vandet i Ynglingene til klubbens traditionelle Old Boys Cup, der i år blev sejlet i sol, sommervarme og frisk vind fra vest, så der var go' fart på de små, lette både på det flade vand. Det blev nogle herlige sejladser og alle var glade og havde haft det sjovt.



Claus, Jannie og Torben snuppede 3. præmien



Jan, Marina og Jørgen blev toer



Og et stort tillykke til Kim, Mira og Klaus, der snuppede 1. pladsen. Nu har de også øvet sig i flere år...



Klik i billedet, så bliver det stort nok til at resultaterne kan læses!

fredag den 7. august 2009

Nå, Tømmermand...







Tror du ikke snart, du skal lade nogle andre få glæde af den have, du ikke mere orker at bruge? Så skal du heller ikke ha' mere dårlig samvittighed over det.

Der er mange i vores forening, der drømmer om en bid jord at hygge sig med. Dit tilgroede paradis kunne, med en del håndkraft, blive til to fine haver. Jeg er ret sikker på, at de heldige giver en hånd med oprydningen. Det tror jeg ikke, du skal bekymre dig så meget om. Tænk over det!