Her er en stribe indtryk fra søndagens 'Old Boys' kapsejladser i Sundby Sejlforening, så alle de gamle drenge, der ikke var med, kan få en snert af hvad de gik glip af.
Jeg oplevede sejladserne med mit kamera fra dommerbåden og præmieoverrækkelsen fra Det Maritime Ungdomshus. Det var ikke kedeligt.
Skolechefen vandt, som du kan se på det nederste billede, retten til at udstille den tunge kvajepræmie og overrække den til sin efterfølger til 'Old Boys 2014'. Nærmest på startlinien lykkedes det dem at fiske den forreste klampe på en konkurrent med et løst storskøde i en start, hvor alle tre både lå meget tæt...
Næste år skal der være en obligatorisk pøs eller en pumpe ombord på alle bådene. Der blev skovlet en del vand ud i den friske luft. Dommerbådens pøs blev lånt af en yngling med ret lavt fribord.
Læs flere muntre historier, når årets 'Old Boys' beretning er skrevet og bliver lagt ud på SSF's website.