søndag den 10. januar 2010

Den allerførste forårsklargøring


Næstformanden svinger malerrullen i køkkenet.

Kontoret er flyttet ind i Pejsestuen mens gulvet lakeres.

Bassinerne er dækket af is, de få både, der stadig ligger i vandet, ligger stille, frostsneen fyger om hjørnerne og ligger i driver under bådene og på terrassen, kun i klubhuset er der travlt. Den første forårsklargøring skal være overstået, inden sejlerne går i gang med sandpapir, lak & bundmaling, nemlig klargøring af klubhuset til den ny sæson. Så der er et sted, bådfolket kan holde en pause, få varmen og en bid brød.
Der er fuld fart på: Linoleum er fornyet, hvor det er slidt, rør er fræset ned i gulvet bag baren, gulvtæppet i Pejsestuen skal renses, i bestyrelsens mødeværelse er gulvet slebet af & lakeret, køkkenet bliver malet, restaurantens lille kontor er blevet malet, hovedrengøring over det hele... Den 7. februar skal alt være klart til en ny sæson!

Helst også med en nye forpagter til køkkenet og vores klubhus. Mange er kaldet, men kun én kan blive den udvalgte og det skal helst være den rigtige og helst inden alt for længe. Jeg kan love jer, der arbejdes på sagen!

fredag den 20. november 2009

Juleklippeklistre i klubhuset


Spisepause; Bjørka er vist tilfreds med indsatsen


Kassererer Britta koncentreret om arbejdet


Lillian tester et avanceret ophæng og Birgitte måler ud til flotte hjerter

Da foreningens julepynt desværre er blevet væk, opfordrede formand Tonny ved standernedhalingen til, at medlemmerne forærede julepynt, de ikke længere brugte, til foreningen, så lokaler og træ kunne pyntes op igen.

Nogle medlemmer enedes om, at det kunne være en hyggelig anledning til at mødes og selv klippe og klistre. Som sagt, så gjort, og derfor mødtes en lille skare med saks, lim og papir og fik på nogle timer - afbrudt af fælles spisning - fremstillet en hel del pynt.
Selv om der blev arbejdet hårdt og længe, skal der rigtig meget til, for at det synes i så stort et lokale. Derfor står opfordringen fra formanden stadig ved magt: Julepynt til træet modtages meget gerne. Det kan afleveres i restauranten, hvor Charlie og Iben allerede glæder sig meget til at få pyntet op.

Det sker torsdag den 26. november, hvor vi mødes klokken 14 for at pynte lokalet og igen torsdag den 3. december, hvor vi mødes for at pynte juletræet.

Du er velkommen med dit gode julehumør.

onsdag den 18. november 2009

Julepynt til klubhuset





Et medlem har testamenteret foreningen sin imponerende nissesamling. Jeg tror, det kan blive lidt sjovt den 26. november kl. 14, hvor Bjørka kalder ind til julepyntning af vores klubhus.

Charlie & Iben i caféen har allerede planer og går nok igang med juleriet i næste uge. De har efterhånden en rigtig fin & meget hyggelig café kørende.

Café Sundby Sejl



Denne her kartoffelmad med blå kartofler måtte jeg lige ha' et billede af! Den er sgu da flot!



Både William & Hansen sku' ha' en skudefuld rejer



Jeg fik lyst til Gammel Ole med rom & det hele.



Det er bare altfor længe siden, jeg har fået en stegt sild, så varm, sprød & lækker.

Nu kører klubhuset igen, med vores populære Nan Staten, også kaldet Charlie, bag baren og Iben Kellerman i køkkenet. Hun laver noget formidabbelt højt belagt; jeg testede det i dag sammen med Svend Hansen & Norske William. Vi var enige om, at det frisksmurte luksussmørrebrød absolut var pengene værd!
Iben stod for middagen til afriggergildet; jeg hørte ikke nogen, der var utilfredse, tværtimod. Jeg tror, SSF har fundet en rigtig god besætning til vores klubhus resten af året. I januar skal vi ha' fundet den rigtige forpagter; skal vi håbe, Iben vil søge?
Hvis du mangler et sted til en hyggelig julefrokost, kan jeg anbefale Café Sundby Sejl. Det er god mad og absolut rimelige priser. Hvornår har du sidst set en fadbamse til 28,- kr?
Er I mange, kan I sikkert få Pejsestuen for jer selv, med udsigt over Øresund og vores gamle havn.
Jeg må nok hellere indrømme, jeg er lidt inhabil; jeg sidder i foreningens bestyrelse. Men alligeveller..., lækkert er det sgu!

mandag den 26. oktober 2009

Julepyntning af klubhuset



Bjørka har åbenbart ikke nok at lave med at skrive sine fremragende referater fra generalforsamling & bestyrelsesmøder, nu har hun også taget initiativ til julepyntning af klubhuset.
Hun vil gerne ha' dig med også. Projektet starter torsdag den 12. november klokken 11 i klubhuset. Husk din saks & dit gode humør...

Efterårsgeneralforsamling 2009



40 års jubilarerne var mødt talstærkt frem, men der kom ikke én af de, der skulle ha' haft 25 års nålen.



Formanden iførte sig havnekrasservesten og begrundede udnævnelsen af Henning 'Børstenbinder' Wulf til 'årets SSF'er'



'Børstenbinderen', som vi kender ham.

Café Sundby Sejl i klubhuset



Så er caféen i klubhuset klar til at servere både frokost og middagsmad med Charlie bag disken og Iben Kellarman bag gryderne!
Der er åbent onsdag, fredag, lørdag & søndag fra 11 - 19 og torsdag, hvor kontoret er åbent, helt til kl. 21. Mandag & tirsdag er der indtil videre lukket.
Du kan få håndmadder til en 20,- og højt belagt luksus smørebrød fra 30,- til 60,- kr. Sidst på eftermiddagen kan du få dagens ret til 70,- kr. og pariserbøf, suppe, salat etc. En øl koster kun 14,- kr.!
Bestyrelsen prøvede det højtbelagte til frokosten efter generalforsamlingen; alle syntes det var overdådigt lækkert!



Hvis du har lyst til at holde familiefest el. lignende i Pejsestuen, skal du lægge vejen omkring caféen og tage en snak med Iben eller Charlie, så I sammen kan finde ud af, hvad der er muligt.

For medlemmer er der adgang til medlemslokalet "skipperstuen" hver dag. Medlemsnøglen giver adgang via den sydvendte indgangsdør, når resten af klubhuset er lukket. Når man laver båd klar her om efteråret, er det rart at kunne komme ind i varmen med madpakken.