søndag den 2. december 2012

Kragejollen 'Saltholm' aka Øveballen

Thomas, sekretær i SSFs bestyrelse før mig, har været i Roskilde og sender nogle billeder af vores gamle skolebåd i vandet igen. Hun ligner da sig selv, selv om der er blevet gjort rigtigt meget for at sætte skroget i bedre stand.



Den sidste del af den planlagte renovering bliver lavet i løbet af vinteren, så når 'Saltholm' bliver sat i vandet til foråret skulle hun gerne være tip-top; tæt, nymalet ud- & indvendig og skiftet de bord og spant der trænger.

tirsdag den 2. oktober 2012

Brugsanvisning!

Firmaet findes ikke mere. Det gik konkurs for 2 år siden, så dér er ikke mere at komme efter.


Til vores nye båd hører der et fint bådstativ, der kan skilles ad, så det ingenting fylder. Stativet er engang for sikkert længe siden fremstillet på Kurt Hansens Maskinfabrik i Svendborg.
Det har vi nu takket være Leman A/S i Helsinborg fået hjem fra Uppsala i adskilt stand. Desværre uden anden samlevejledning end den der er trykt i ca. 8 x 15 cm. på låget til fittings og bolte.
Er der en læser derude der kender stativet og kan hjælpe med puslespillet?


lørdag den 22. september 2012

Til lykke med duelighedsbeviserne!

Sejlerskolen slutter som sædvanligt på vandet med duelighedsprøven, årets højdepunkt. 
Her er det Daniel og Vibeke, to af mine elever, der får at vide, de har bestået den praktiske prøve. Heldigt for dem; de har allerede længe haft en lille sejlbåd sammen, nu i SSF på låneplads.
Alle aspiranterne i motorbåd og i sejlbåd klarede dagens trængsler i fin stil.
Lørdag den 5. oktober fejrer vi de nu duelige og sæsonen der gik, med afslutningsfest og middag i klubhuset.

søndag den 2. september 2012

Hjemme igen

Lørdag morgen ved 8-tiden meddelte skipperen pr. sms sin viv, der var afmønstret i Göteborg forgangen søndag, at det gode skiv Sally II nu atter havde Kronborg om styrbord. Og ved 14-tiden var William og Svend Erik i havn i Sundby, hvor damen nu hviler ud på plads nr. 11 efter 6 uger på søen. De forlyder, at de to herrer ombord også var en kende trætte.

Flere billeder på bloggen
Der kommer flere billeder på bloggen fra turen, i takt med at skipperen får gennemgået alle de mange billeder, vi har taget undervejs.

fredag den 31. august 2012

Glommen - Helsingør

Vi kom tidligt ud af Glommen og afsted med slæk på skøderne og god fart i skivet, så vi ku' ikk' stoppe allerede ved Varberg. Mölle var også for tidligt. Höganäs; nah, det gik jo tjept den rigtige vej og vejret var fint, såehh... Vi gik ind i Helsingør her lige før det blev rigtig mørkt.

torsdag den 30. august 2012

Nu er vi i Glommen

I dag har vi haft en fin tur fra Bua til Glommen, en stor havn med en fin blanding af fiskere og lystsejlere.
Vi startede ud i fuldt ornat, fordi udsigten lød på regnbyger, og himlen så skummel ud, men regnen faldt bare over Varberg. Storsejl og fok; der var frisk luft og god slæk på skøderne. Senere skiftede vi til genua.
I morgen, fredag, starter med ikke ret meget luft, men det kommer i løbet af dagen, og fra nord. Så det er bare op med den store genua og se, hvor langt vi kommer. Gerne Torekov.

At sejle eller ikke at sejle...

Sådan så  himlen over Sally II og Bua havn ved Ringhals ud ved syvtiden i morges. Vinden var stik syd, 8-11 m/s, regnbyger, dårlig sigt. Så vi tager det lidt roligt i dag. Op ad dagen skulle vinden løje og gå mere i vest, færre byger, bedre sigt.


Men også den kedelige "skiftende, under 6 m/s"...