torsdag den 26. juni 2008

Ny skolebåd?







Tanker om at tage Øveballen ud af drift et stykke tid fik mig til at se efter en bedre skolebåd end spækhuggerne, hvor cockpittet er notorisk for lille, selv til 3 personer. Jeg sejlede DM i én sidste sommer.
Hvad har vi brug for på en skolebåd? Et stort cockpit, stuveplads til lidt tøj og en kande kaffe, en båd der er nem at holde, levende og stabil at sejle.
Ved et tilfælde faldt jeg på nettet over Bruce Kirbys Sonar, som han tegnede som kapsejladsbåd til sin klub for at få flere medlemmer ud på banerne.
Den skulle være sjov at sejle, sikker og nem at håndtere for alle, også begyndere. Bruce Kirby, skaberen af Laser jollen og Canadas America Cup både, mener selv, Sonaren måske er den bedste båd, han har tegnet.
Bruce Kirby siger: 'This is a keelboat that thinks it's a dinghy when it comes to performance while offering the security and flexibility of a lager boat.'

Længde overalt: 7 m.
længde vandlinie: 6,1 m.
dybgang: 1,2 m.
bredde: 2,4 m
vægt: 952,5 kg.
kølvægt, bly: 408,2 kg.
krydsstel: 23,2 m2
spiler: 22,8 m2

Cockpittet, der er 3,5 m langt, er selvlænsende og med hængehåndtag som i Ynglingen, hvis man vil rigtigt ud og bøffe.
Sonaren vender nemt på sin egen længde med sit dybe (1,1 m) balancerede spaderor.
3/4 rig der står på kølen. justerbar løjgang i cockpittet.

En ny Sonar koster 200.000 D.kr. Jeg har set brugte til 30 - 40.000 kr. i USA; vil vi ha' én, skal vi nok finde den.
En god klasseorganisation og klare regler samt ISAF godkendelse gør klassen langtidsholdbar.
Den eneste indvending jeg har er sejlmærket; det er altså grimt!

Sonaren var paraolympisk kølbåd i 1996, 2000 og 2004. I Danmark er der 3 på Hou Søsportcenter og 2 i Sejlklubben Køge Bugt. De bruges til kapsejlads og til handicappede.

Hvis nu vi finder ud af, Sonaren måske er noget der kan bruges, er vi velkomne til en prøvesejlads nede i Hundige hos Kai Larsen i SKB.

I samarbejde med Steen Wintlev-Jensen fra Dansk Sejlunion vil jeg lave en undersøgelse på nettet af hvad de ca. 100 danske sejlerskoler egentlig sejler i. Jeg tror ikke, jeg finder noget, der er mere anvendeligt end Sonaren.

Ingen kommentarer: