mandag den 26. oktober 2009

Julepyntning af klubhuset



Bjørka har åbenbart ikke nok at lave med at skrive sine fremragende referater fra generalforsamling & bestyrelsesmøder, nu har hun også taget initiativ til julepyntning af klubhuset.
Hun vil gerne ha' dig med også. Projektet starter torsdag den 12. november klokken 11 i klubhuset. Husk din saks & dit gode humør...

Efterårsgeneralforsamling 2009



40 års jubilarerne var mødt talstærkt frem, men der kom ikke én af de, der skulle ha' haft 25 års nålen.



Formanden iførte sig havnekrasservesten og begrundede udnævnelsen af Henning 'Børstenbinder' Wulf til 'årets SSF'er'



'Børstenbinderen', som vi kender ham.

Café Sundby Sejl i klubhuset



Så er caféen i klubhuset klar til at servere både frokost og middagsmad med Charlie bag disken og Iben Kellarman bag gryderne!
Der er åbent onsdag, fredag, lørdag & søndag fra 11 - 19 og torsdag, hvor kontoret er åbent, helt til kl. 21. Mandag & tirsdag er der indtil videre lukket.
Du kan få håndmadder til en 20,- og højt belagt luksus smørebrød fra 30,- til 60,- kr. Sidst på eftermiddagen kan du få dagens ret til 70,- kr. og pariserbøf, suppe, salat etc. En øl koster kun 14,- kr.!
Bestyrelsen prøvede det højtbelagte til frokosten efter generalforsamlingen; alle syntes det var overdådigt lækkert!



Hvis du har lyst til at holde familiefest el. lignende i Pejsestuen, skal du lægge vejen omkring caféen og tage en snak med Iben eller Charlie, så I sammen kan finde ud af, hvad der er muligt.

For medlemmer er der adgang til medlemslokalet "skipperstuen" hver dag. Medlemsnøglen giver adgang via den sydvendte indgangsdør, når resten af klubhuset er lukket. Når man laver båd klar her om efteråret, er det rart at kunne komme ind i varmen med madpakken.

lørdag den 12. september 2009

Barakkebroen på Saltholm



Se nu bare her! Renden er, såvidt jeg kan vurdere, også blevet både bredere, og afmærket.



Å' en fin ny stenmole



Barakkebroen har fået den store tur. Både havnen og renden er blevet uddybet og den sydlige mudderbanke med pindeværket er blevet til en rigtig stenmole. Renden har fået korrekt rød- & hvidstribet anløbsbøje og både rød & grøn midtvejs. Båkerne er nemme at finde og giver rendens retning helt korrekt. Se billederne fra arbejdet på Holmegårds site

Jeg læste på Saltholm Ejerlaugets site, at de fraråder anløb af både der stikker over 1,5 m. Men Jørgen siger, han har været der med gamle Maj, sååh...

Resten af Saltholm er næsten som det plejer at være, både Hans Zimlings museum og hans spændende historier

Der er stadig kun lokum på havnen, ingen el & vand på molerne, ikke varmt bad og intet ishus, ingen discomusik. Saltholm er et dejligt sted, fjernt fra civilisationen og bylivet, med pragtfuldt lys, fugle, harer, køer og får, sommerfugle og masser af myg, så snart solen nærmer sig horisonten.

fredag den 4. september 2009

Kom så, Sune!




Gi' din båd en spand sæbevand & en grundig stiv skrubbe! Den begynder at blive pinlig. Hvis du alligevel ikke bruger båden, så tag den dog på land, eller sælg den. Der er mange i kø for en plads i havnen.
Det gælder også alle Jer andre, der optager en plads i havnen, men aldrig sejler. Ring nu til vognmanden og få det overstået. Det tager kun en hal' dag!

Modige eller dumdristige?



I fredags var jeg på havnen for at gøre klar til Amager Cup, som Jan, Alex, Claus & jeg skal sejle lørdag. Det blæste en stiv pelikan fra vest, eller rettere, en kuling, med vindstød på op til ihvertfald 15 m/s, da den lille røde båd stod ud. Fokken var ikke bundet ned, så den blafrede voldsomt, storsejlsfaldet ikke tottet op, så sejlet stod i folder. Det blev heller ikke skødet ordentligt hjem, og flere bomninger så ret vilde og mere end tilfældige ud, da de to mand, uden vest på iøvrigt, så vidt jeg kunne se, blafrede rundt indenfor havnefyret. Jeg troede faktisk, de fornuftigvis havde opgivet og var på vej i havn igen. Men nej, de vendte igen og for afsted mod øst i retning af Saltholm og Flakfortet, hvor de hurtigt var ude af syne.
Hvis de skal tilbage igen i dag, kommer de faneme på arbejde. Hvis de overhovedet kan finde ud af at sejle bidevind med den båd.
Man skal altid sejle ud mod vinden. Ellers kan man meget hurtigt komme skræmmende langt hjemmefra.

torsdag den 3. september 2009

Utklippan


©Boatbuilder




© Jesper Kimblad juli 2006

Har jeg snakket meget om. To klippeknolde med et fyr fra 1870, kun for sejlere med hår på brystet, i Hanø bugten omkring 14 mil SØ for Karlskrona. Det første fyr blev bygget derude i 1789.
Et sted, der aldrig bliver populært blandt køkkenkrydsere: Der er ingen el & vand på molerne, ikke noget varmt bad, ingen smarte cafeer og man anmodes venligst om at tage sit skrald med sig på den videre færd. Det eneste, der er, er lokum, havnefoged og en sikker havn. Hvis man kan finde ind mellem skærene...
Jeg ville til Utklippan på vores tur hjem fra Skt. Petersborg i '89 i Williams spidsgatter Mette. Så imens vi var blæst inde i Konstantinobel på den svenske østkyst, lånte jeg et indsejlingskort af nogle unge tyskere i en Warship og tegnede det af. Jeg må ha' overset noget, for da vi lagde til, mumlede havnefogeden noget om at være lidt tæt på nogle skær i indsejlingen...
Siden vi var på Utklippan i '89 er der nu kommet både webkamera og vandrehjem.
En dag kommer der vel også nogle af mine egne billeder på her, hvis jeg kan finde de gamle negativer.