tirsdag den 28. juni 2011

Tage bådene op i fællesskab

Det, jeg ser for mig, er at man lægger en note ud på vores forhåbentligvis snart kommende nye website, eller måske på mail eller Facebook, og aftaler en lille flok skippere, at den dag tager vi både op. Så hjælper alle til efter behov. Og vi har en masse at snakke om, når vi spiser frokost sammen, eller drikke kaffe eller en lille øl i en pause.
Når vi nu er en forening, ka' vi da ligeså godt hjælpes ad og ha' det sjovt med det, fremfor at bøvle med det alene, eller stå og håbe på, der måske kommer nogen forbi, der har tid til at gi' en hånd.
Det samme gælder s'føli' osse, når vi skal ha' master af, eller på.

Jeg prøver at lave en redigeret opsummering af Jeres mails på sundbysally.blogspot.com. Redigeret, fordi der er mange slags læsere. Det er tilladt at brokke sig... I må godt videresende til andre, der måtte være interesserede.
Det er desværre endnu ikke muligt på foreningens website.



søndag den 19. juni 2011

Beddinglauget indkalder til møde mandag d. 20. kl. 19 i Skipperstuen

Nu skal vi ha' gang i beddinglauget. Alle bådene (bortset fra min!) er i vandet, så der er ro på.
Vi mødes i morgen
mandag den 20. kl. 19 i Skipperstuen 
til en kop medbragt øl og snakker om sagerne.
Beddinglauget er ikke kun for folk med gamle træbåde; alle langkølede både, og motorbåde, kan med fordel sættes i vandet med beddingsvognen.

At sætte en båd i vandet med beddingsvognen

Da jeg købte min piratjolle i '75 og blev medlem i den gamle sejlforening, blev bådene sat i vandet med beddingvognen, spillet og en traktor samt en blandet flok medlemmer, der hjalp hinanden, grinede ad hinandens fejltagelser med donkraft & klodser, lærte af hinanden, slæbte skinner, så sveden sprang, men fremfor alt delte glæden, fællesskabet og en fortjent øl ovenpå veludført arbejde. Det var en kunst at sætte en båd i vandet eller på land med beddingen, flytte den fra klodslaget over på vognen med snilde & en donkraft.
Jeg har været med flere gange, bare for sjov og for at lære det. 'Sally' er også blevet sat i vandet med vognen  nogle gange. Gu' tar' det tid, men vi lærer noget om vores både og hygger os med hinanden og lærer hinanden at kende. Er det ikke derfor, vi er her her?
I Københavns Motorbådsklub ku' de ikke tænke sig at gøre det anderledes og undrer sig over, hvordan vi kan sætte både i vandet uden bedding. Dem vil jeg besøge i morgen, så jeg kan komme med en frisk beretning, også om økonomien i projektet.

mandag den 2. maj 2011

Så er det snart slut...

Nu må vi finde noget andet end den flotte, gamle blå gasbeholder at styre efter, når turen går hjem til SSF.

Et af foreningens medlemmer, Erling, der sejler La Gua Gua, har været med til at projektere gasbeholderen engang i 50'erne, da han arbejdede på smede- & maskinvirksomheden Vølund lige ovre på den anden side af Amager Strandvej, hvor vores nye naboer nu bor i de pæne, gule huse.
Fruen & jeg har snakket med nogle af naboerne; de holder rigtigt meget af vores hyggelige havn, hvor der næsten altid er noget nyt at kigge på, gå en tur for eller bare sidde ved vandet og læse.

onsdag den 6. april 2011

SSFs første & andet klubhus

I vagtlokalet i klubhuset hænger et nydeligt ur, mange af os kigger meget på. Ikke for at nyde urskivens fine, malede billede, nok mere for at se hvorlænge der endnu er til vagten er slut og man kan komme hjem under dynen.
Men kig på billedet, næste gang du er på vagt eller kommer forbi. Her kan du se foreningens første klubhus i venstre side med det spidse pagodetag, det du nu kan se fint renoveret ude på prampladsen på nordre mole. I midten af billedet, med hvidmalede vinduer og borde udenfor, står det stemningsfulde andet klubhus. Jeg er sikker på, der blev holdt nogle gevaldige fester i det hus. Da SSF flyttede over i nybyggeriet på den anden side af kanalen i 50'erne, blev det hele meget pænere, måske også lidt kedeligere... Det vil jeg vende tilbage til ved lejlighed.





søndag den 27. februar 2011

Ønsker til SSFs nye hjemmeside


For at fremme SSF’s synlighed og omdømme i sejlerkredse og i lokalmiljøet skal SSF få en professionel webdesigner til at designe og opbygge en ny hjemmeside til foreningen, der kan leve op til følgende krav:

  • Hjemmesiden skal være nem at bruge, den skal være smuk og enkel og gerne så attraktiv, at udvalgte annoncer kan betale driften fremover.
  • Alle medlemmer, der er logget ind, skal kunne kommentere og stille spørgsmål
  • Alle medlemmer skal kunne bidrage med nyheder, beretninger og billeder.
  • Alle medlemmer skal kunne vælge at få en e-mail, hver gang der er nyt på sitet om de emner, man er interesseret i, så man ikke overser eller går glip af noget.
  • Søgesystemet skal være let at bruge, således at man til enhver tid kan finde både nye og gamle begivenheder, historier og lignende.


Såfremt forslaget vedtages, skal der vælges en webansvarlig, der skal have den direkte kontakt med webdesigner, mens hjemmesiden tager form og efterfølgende fungere som webredaktør. 
Webredaktøren skal modtage, redigere og lægge medlemmernes bidrag i såvel tekst og fotos på hjemmesiden samt være opsøgende og selv tage billeder og skrive historier til hjemmesiden om små som store begivenheder i SSF.

Motivering:
Hjemmesiden skal, sammen med e-mail, bidrage til bedre kommunikation og dermed øget aktivitet i foreningen til glæde for alle.
SSF’s hjemmside skal gemme vores historie og afspejle livet i vores lille havn på Amager.

Det er mit forslag til forårets generalforsamling. Hvis foreningens kommunikation hovedsagligt skal baseres på nettet, så er det uomgængeligt nødvendigt at ha' noget net, der fungerer. Så skal der professionel bistand til at lave en ordentlig ramme. For 20.000 kroner kan vi få et website, der vil dække behovet i hvert fald de næste 5-7 år. I forhold til at udgive bladet sparer vi næsten en million...

Stiftende Generalforsamling i SSFs Beddinglaug

En kreds af medlemmer i SSF fik i efteråret generalforsamlingens opbakning til at oprette et beddinglaug for at bevare slæbestedet på søndre mole.  Lauget skal stå for drift og vedligeholdelse af bedding, spil og vogn.
Nu er det tid at komme i gang, så der indkaldes til 
Stiftende Generalforsamling i Beddinglauget
Torsdag den 10. marts kl. 19 i Skipperstuen
med denne dagsorden:
Hvad skal beddingen bruges til?
Hvad er formålet med lauget?
Valg af bestyrelse.

Kan du ikke den aften, men er du interesseret i beddinglauget, så send en e-mail til Heidi:  hjorgensen67@gmail.com